Artikel fra Nordjyske, onsdag d. 14. maj 2003
Kunderne flygter fra rodede og besværlige firmahjemmesider
FLIMMER: Manglende brugervenlighed og rodet design er skyld i, at virksomheder mister potentielle kunder, mener internetkonsulent
NORDJYLLAND: Nordjyske virksomheder taber penge hver dag, fordi deres
hjemmesider ikke er brugervenlige nok. Mange af dem virker rodede, er
umulige at finde via søgemaskiner eller også er grafikken
på siderne så tung, at brugerne mister tålmodigheden
med dem. Så hård er dommen fra Henrik Hansen, der ejer en-mands-konsulentfirmaet
Abilitor i Aalborg.
![]() Internetnetkonsulent Henrik Hansen er generelt ikke begejstret, for de nordjyske firmahjemmesider. De kunne med få midler blive gjort meget mere brugervenlige, mener han. FOTO: MICHAEL BYGBALLE |
Potentialet udnyttes ikke
- Nordjyske virksomheder udnytter ikke det potentiale nettet har. De
bruger rask væk 50-200.000 på at få designet en smart
hjemmeside, som så stort set ligger ubesøgt hen, siger
han, og fortsætter med at forklare, at for flere brancher, kan
det være fatalt, at brugerne springer videre til en konkurrents
hjemmside. I rejsebranchen og på sommerhusudlejnings- og hotelområdet
er forbrugerne nemlig nådesløse.
- Her gælder den gode gamle regel om, at hvis man ikke kan finde
varen ét sted, så vælger man bare et andet, siger
han.
Kan ikke findes på søgemaskinerne
Og tendensen er på vej til andre brancher samtidig med, at flere
og flere almindelige mennesker går på nettet, når
de skal finde en vare, fortæller han.
Han nævner flere klassiske fejl, som virksomhederne laver. Blandt
de mest almindelige er, at hjemmesiderne ikke kan findes på søgemaskinerne.
Mange firmaejere tror, det sker automatisk.
Manglende grundlæggende brugervenlighed
De andre grundlæggende fejl, som mange hjemmesideejere laver berører
sidens udseende og grafiske opbygning. Brugerne skal have let ved at
finde de ting på siden, de søger. De skal hurtigt kunne
skabe sig et overblik, og forstå sidens indhold, de skal føle,
at siden er troværdig, og så må den for alt i verden
ikke være for tung og langsom at åbne i en browser.
Undgå tvetydigheder
Hvad angår den lette og logiske søgning, så er det
vigtigt, man ikke bombarderer brugeren med tvetydigheder. Hvis man på
siden opfordrer folk til at klikke på et link, der hedder "priser"
så vil de fleste gå ud fra, at det har med prisen på
et produkt at gøre. Derfor nytter det ikke, hvis linket fører
ind til en oversigt over, hvor mange priser firmaet har vundet.
Væk på 20 sekunder
En hjemmeside med meget grafik, mange elementer og flokke af links,
kan umiddelbart virke imponerende, men den kan også let få
brugerne til at miste overblikket og kan gøre siden meget tung.
I praksis kan det betyde, at folk med modem - og dem findes der ifølge
Greens Erhvervsanalyse 50 % af i den danske befolkning - ikke har tålmodighed
på at vente på at siden er åbnet.
Ifølge Henrik Hansen må det allerhøjest tage 20
sekunder at åbne en hjemmeside, ellers opgiver brugeren og så
er alt tabt, som han siger.
KORT OM ABILITORFirmaet Abilitor er så vidt vides Danmarks nordligste hjemmesidetester. Det blev grundlagt i januar 2002.
|
Troværdighed er vigtigt
Taler man troværdighed, så er det meget vigtigt, at man
hurtigt kan, se, hvem der står bag hjemmesiden. Der skal være
afsender, adresse og telefonnummer på.
- Vis mig hvem du er, hvis jeg skal handle med dig. Det er de samme
regler, der gælder i almidelige forretninger, siger Henrik Hansen.
Upræcise statistikprogrammer
Ofte er virksomhederne selv ikke klar over, at den er gal. Blandt andet
fordi de statistikprogrammer, de bruger til at måle antallet af
besøgende på siderne med, er for upræcise. De tæller
blandt andet automatiske søgerobotter med, når de opgør
antallet af besøgende på hjemmesiden, og mange steder glemmer
man også, at medarbejderne har firmahjemmesiden som startside
på
deres hjemmepc. Det tæller altsammen med i statistikken. Dermed
kan det komme til at se ud som om, der er mange flere eksterne besøgende
på siderne, end der reelt er.
Ringe selverkendelse hos virksomhederne
Men det psykologiske modvilje mod at erkende, at ens hjemmeside er for
dårlig spiller også ind:
-Jeg tror, der generelt er en tilbageholdenhed for at vedgå sig,
at der er et problem. Når markedschefen har brugt 200.000 på
at investere i en ny hjemmeside og bureauet har designet et flot produkt,
så er det ikke særlig rart at skulle vedkende sig, at det,
man har fået lavet, måske ikke fungerer.